Til Menu  

Vestas investerer i efteruddannelse

Vestas’ fabrik i Hammel samarbejder med Randers HF & VUC om at tilbyde undervisning til medarbejdere med ordblindhed. Snart starter et nyt uddannelsesforløb for medarbejdere med dansk som andetsprog, og efteruddannelse er både til gavn for virksomheden og den enkelte medarbejder, mener to af Vestas’ tillidsrepræsentanter 

Vestas-fabrikken i Hammel har ca. 550 timelønnede medarbejdere, der sammen producerer styretavler til Vestas’ vindmøller.

”Vi er en stor fabrik med mange nationaliteter og mange typer af medarbejdere, så det er helt rimeligt at have fokus på efteruddannelse,” mener René Bundgaard, der ligesom sin kollega Jørn Chrucow Sørensen er tillidsrepræsentant på fabrikken.
 
Det er ofte dem, der spotter medarbejdernes ønsker og behov for almen efteruddannelse og koordinerer et forløb i samarbejde med Randers HF & VUC, der siden foråret har kørt et forløb for medarbejdere med ordblindhed. Snart begynder et nyt forløb med dansk som andetsprog. 



”Jeg møder jo mange nationaliteter blandt kollegerne i min dagligdag, og vi har et vildt godt samarbejde på tværs af religioner og kulturer, men kommunikationen kan godt halte, for det danske sprog er svært,” fortæller Jørn Chrucow Sørensen.

Det nævnte han for Henrik Hassinggaard, der er uddannelseskonsulent på Randers HF & VUC, og snart var der luft under vingerne på et nyt tilbud om efteruddannelse. Der er allerede en del tilmeldte, og de to tillidsrepræsentanter er overbeviste om, at flere vil følge trop.

Tæt samarbejde med VUC
Vestas har gennem flere år haft et tæt samarbejde med Randers HF & VUC.

”Jeg har en god relation til Henrik deroppe, og vi kan afstemme vores behov sammen og finde ud af, hvad vi skal tilbyde medarbejderne. Det betyder meget for os, at det er så nemt og fleksibelt som muligt, og at undervisningen kan foregå her på fabrikken i medarbejdernes arbejdstid,” fortæller Jørn Chrucow Sørensen. 

Ledelsen bakker op
Generelt oplever tillidsrepræsentanterne en god opbakning hos Vestas’ ledelse til at ville efteruddanne medarbejderne.

”Det kan også sagtens betale sig, for efteruddannelse giver glade, motiverede og loyale medarbejdere, der er villige til at yde en ekstra indsats for deres virksomhed, fordi de føler sig værdsat. Det gavner selvfølgelig også den enkelte medarbejder, der kan føle sig mere tryg og selvstændig i at løse sine opgaver,” mener Jørn Chrucow Sørensen.

”Samtidig ligger der en stor signalværdi i, at man som virksomhed ønsker at investere i at efteruddanne sine medarbejdere. Det kan være med til at tiltrække nye, fagligt kvalificerede medarbejdere, og det viser også, at en virksomhed er socialt ansvarlig og engageret i sine medarbejdere,” vurderer René Bundgaard og tilføjer: 

”Vi har en god dialog med ledelsen, men de kan også være skeptiske, fordi de har fokus på at skulle nå produktionen. Jeg er dog sikker på, at virksomheden får investeringen i uddannelse tusindfold igen, og at man endnu nemmere kan nå produktionens mål ved at uddanne folk.”

Det kan være en udfordring at få medarbejderne til at tilmelde sig uddannelse, og her spiller tillidsrepræsentanterne en vigtig rolle, fordi de går personligt til deres kolleger og opfordrer dem til at melde sig til og få andre med.
”Kurset for ordblinde har en særlig udfordring, fordi det er desværre stadig kan være meget tabubelagt at være ordblind, så det kan være svært at spotte, hvem der har behov for hjælp og undervisning,” fortæller René Bundgaard.

Inspiration til andre
”Jeg håber, at andre virksomheder kan blive inspirerede og se, at det sagtens kan lade sig gøre at efteruddanne deres medarbejdere. Jeg tror, vi kommer til at se et endnu større fokus på at efteruddanne Vestas’ medarbejdere fremadrettet, for vi har en opmærksom og motiveret ledelse,” siger René Bundgaard.

På tegnebrættet er blandt andet et forløb med engelsk og et forløb med pc-undervisning. 

”Mange af vores instruktioner står på engelsk, og meget af lagerarbejdet foregår via en computer. Sådan kan der hele tiden opstå nye behov for efteruddannelse,” fortæller Jørn Chrucow Sørensen.