Til Menu  

Nyt kunstværk på Randers HF & VUC

Når du træder ind på skolen, bliver du mødt af Lise Harlevs kunstværk "Every second of the Day". De 12 silketryk på aluminiumsplader er inspireret af skolehæfter og notesbøger. 

Den store aldersmæssige diversitet på Randers HF og VUC har dannet rammen om værket, og billedkunstner Lise Harlev har uddelt spørgeskemaer til de studerende om det at være ung og blive ældre som inspiration til udsagnene på værket.
"Det er mit ønske, at enhver på skolen, uanset alder og baggrund, vil kunne genkende sig selv i et af værkets tekstudsagn og måske endda blive udfordret på sin opfattelse af alder, erfaring og tid. For den som færdes dagligt på skolen vil værkets udsagn desuden få skiftende betydning i takt med, at vedkommende selv bliver ældre,” forklarer Lise Harlev.
Værket er støttet af Statens Kunstfond, og vi holder en indvielse af værket fredag den 4. september 2020.