Til Menu  

Ny rektor klar til Randers HF & VUC

Nu kan Randers HF & VUC sætte navn på skolens nye rektor: Fra 1. marts tiltræder Lena Søllingvraa Walters i stillingen

Lena Søllingvraa Walters bliver ny rektor for Randers HF & VUC. Hun har siden november 2014 været skolens vicerektor. Randers HF & VUC’s nye rektor har dermed allerede et godt kendskab til den skole, hun fra 1. marts skal være øverste leder for.  

”Jeg har igennem de seneste tre år haft et godt samarbejde med skolens engagerede og dygtige medarbejdere. Det er et samarbejde, jeg glæder mig til at bygge videre på, og samtidig ser jeg frem til at fortsætte det gode samarbejde med bestyrelsen og de eksterne samarbejdspartnere, som er afgørende for skolens fremtid.”
 


Randers HF & VUC får en udviklingsorienteret rektor, som i samarbejde med skolens medarbejdere vil flytte skolen i nye retninger. 

”Vi skal fortsat skal have et markant VUC i Randers som et uddannelsescenter, der står for høj kvalitet og faglighed og kan rumme mangfoldigheden blandt skolens unge og voksne kursister. Jeg har en ambition om, at vi også fremadrettet har en stærk HF-uddannelse samt et spændende uddannelsesmiljø, som kan understøtte behovet for efteruddannelse i Randers. Min opgave vil blandt andet handle om at nytænke skolens uddannelsestilbud, som løbende skal tilpasses de lokale behov i byen,” fortæller Lena Søllingvraa Walters. 

Bestyrelsesformand Lars Bang ser også frem til samarbejdet med den nye rektor:

”Vi er enormt stolte af at have haft et meget kvalificeret ansøgerfelt, så det var et svært valg, men jeg er sikker på, at vi med Lena som ny rektor har valgt den helt rigtige kandidat til stillingen.”

Han lægger vægt på, at hun leverede nogle overbevisende svar på de opgaver og udfordringer, skolen vil stå over for i fremtiden – blandt andet når den nye forberedende grunduddannelse går i gang i 2019. 

”Det er afgørende at drive Randers HF & VUC med en god økonomi, så der fortsat er luft til at udvikle den undervisning, som er skolens kerneopgave.

Samtidig er det enormt vigtigt, at skolens ledelse er bannerførere for de værdier, som kendetegner skolen. Randers HF & VUC er et mulighedernes hus, hvor rektor skal medvirke til at skabe gode rammer, så alle medarbejdere kan bidrage til at løfte de enkelte elever og kursister på forskellige niveauer.”

43-årige Lena Søllingvraa Walters er uddannet cand.mag. i tysk og kunsthistorie fra Aarhus Universitet med engelsk som ekstra sidefag. Før tiden på Randers HF & VUC kom hun fra en stilling som uddannelses- og praktikchef på Aarhus Business College, hvor hun var ansat i 12 år. Privat bor hun sammen med kæresten Kenneth Lindblad og parrets fem sammenbragte børn.


31. januar 2018