Randers, den 17. september 2025
Jens Enevold Kristensen – ny formand med udsyn og samarbejdskraft
Jens Enevold Kristensen er direktør for Business Randers og ny bestyrelsesformand Randers HF & VUC. Med solid erfaring i erhvervsudvikling, ledelse og offentlig-private samarbejder har han stærke strategiske kompetencer - netop det bliver afgørende i de kommende år med omstilling til den nye reform i uddannelsessektoren.
“Skolen har en stærk faglig tradition og en vigtig rolle i at sikre adgang til uddannelse for unge og voksne. Den tradition skal vi bygge videre på, samtidig med at vi finder vores plads i det nye uddannelseslandskab. Jeg ser, også fremadrettet, Randers HF & VUC som en vigtig aktør i fremtidens uddannelsesbillede - måske under en anden betegnelse, men vores institution har så meget at byde på, at vi bør få en markant rolle - også efter 2030,” udtaler Jens Enevold Kristensen.
Som direktør for Business Randers arbejder han dagligt med at fremme vækst og udvikling i det lokale erhvervsliv. Det giver ham en unik forståelse for, hvordan uddannelse og arbejdsmarked kan spille bedre sammen – til gavn for både den enkelte og samfundet.
”Som bestyrelsesformand vil jeg fortsætte det gode arbejde, som den tidligere bestyrelsesformand Lars Bang, har stået i spidsen for. Men vi står også i en spændende situation, der gør, at vi må sejle i helt andre farvande end tidligere. Det kræver, at vi som institution har fokus på at nytænke i forhold til uddannelse og efteruddannelse - uden at miste det vi allerede ved virker, siger bestyrelsesformand Jens Enevold Kristensen.”
Jens Enevold Kristensen afløser Lars Bang som formand, men Lars Bang fortsætter i bestyrelsen frem til april 2026.