Linda Michelle Handrup november 25, 2021 Del

Emilie dyrker både HF og elite-karate

På mange måder er hun en helt almindelig 17-årig, der er i gang med en gymnasieuddannelse på Randers HF & VUC. Men Emilie Møller Jensen er også en professionel karate-udøver, der lige er vendt hjem fra VM i Rumænien.

Det startede, da hun som barn sad på tilskuerpladserne i hallen, fordi hendes bror og to af hans venner gik til karate.

”Jeg sad på sidelinjen og hyggede mig og syntes, det så ret fedt ud. Så jeg fik lyst til selv at starte,” fortæller hun.

Hun fik valget mellem at gå til gymnastik eller karate og valgte det sidste, hvilket er gået ret godt. Da vi mødes i forhallen på Randers HF & VUC, hvor hun går i 1. HF, er hun netop vendt hjem fra VM i Rumænien, og i 2018 deltog hun i VM i Kasakhstan.

Hun blev meldt til hos Randers Karate Skole som 8-årig, og de seneste år har det udviklet sig til et helt familieprojekt, for ud over Emilie og hendes bror går deres forældre også til karate.

”De har altid stået på sidelinjen og bakket os op. Nu er de selv med på gulvet, og det er mega hyggeligt,” fortæller Emilie Møller Jensen.

Hun har brunt bælte med to sorte striber, og ambitionen er at få det sorte bælte, som er det højeste niveau, og som hun kan komme til prøve i, når hun er fyldt 18 år.

”Det bedste ved karate er adrenalinen, når man kæmper. Det er ikke så udbredt en sport, og jeg hører tit kommentarer som ’Karate!? Så skal jeg ikke slås med dig’,” smiler hun.

Fællesskabet er det fedeste

Selv om karate er en sport, hvor man kæmper som enkeltperson, er fællesskabet i klubben en af grundene til, at hun er vild med karate.

”Vi har et tæt sammenhold med hinanden på tværs af vores aldre i klubben, og det fedeste ved karate er helt klart fællesskabet.”

Hun træner 5-6 gange om ugen og underviser også børn i karate, så sporten fylder meget i hendes liv, samtidig med at hun er i gang med en gymnasial uddannelse på HF.

Egentlig startede hun på STX efter sommerferien, men valgte at skifte til HF, fordi hun var skoletræt og syntes, at tre år virkede som lang tid.

”To år på HF kan jeg bedre overskue. Jeg synes, det er fantastisk og hyggeligt at gå her, og det går bedre med skoletrætheden, for jeg mærker den ikke så meget. Vi har et rigtigt godt fællesskab i min klasse, og det betyder meget. Ligesom med karaten synes jeg, fællesskabet er det fedeste ved at gå på HF.”

Efter HF har hun planer om at videreuddanne sig til fysioterapeut eller noget i den retning. Men lige nu gælder det udsigten til en blå studenterhue og forhåbentlig et sort bælte.